Bombeangreb koster otte livet på skole i Nigeria

Et bombeangreb mod et offentligt uddannelsesinstitution i den nigerianske by Kano har dræbt mindst otte mennesker.

Kropsdele, brændte biler og store blodpøle lå spredt ved skolen efter eksplosionen, som militante ekstremister fra oprørsgruppen Boko Haram menes at stå bag, fortæller en journalist fra AFP.

I løbet af de senere år har gruppen stået bag en række angreb på uddannelsesinstitutioner - primært i det nordlige Nigeria.

- Indtil videre er 20 personer bragt til hospitalet. Otte er bekræftet døde, siger politichef i Kano, Aderele Shinaba.

En mand er anholdt for at have placeret bomben, der eksploderede omkring klokken 13 lokal tid, fortæller politichefen.

Angreb foretaget af Boko Haram fandt indtil for nylig nærmest dagligt sted i Kano, men sikkerhedsstyrker har med en vis succes formået at tæmme volden i de seneste måneder.

Megen af konflikten i det folkerige land ser således ud til at have flyttet sig til det øde nordøst, herunder massebortførelsen af flere end 200 skolepiger fra byen Chibok i april.

Boko Haram har dræbt tusinder af mennesker siden 2009, hvor bevægelsen blev stærkt radikaliseret.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip