Bombeangreb midt i myldretiden dræber mindst 15 i Afghanistan

Angrebet fandt sted midt under myldretiden klokken otte om morgenen lokal tid, og ud over de mange dræbte blev mindst 40 personer såret, da selvmordbomberen detonerede sit sprængstof.

Oprørsgruppen Hezb-e-Islami, der er allieret med Taleban, har påtaget sig ansvaret for angrebet på konvojen, der bestod af to biler.

NATOs internationale sikkerhedsstyrke i landet, ISAF, oplyser, at bomben dræbte to af dets medlemmer og fire civile entreprenører. ISAF ønskede dog ikke at oplyse nationaliteten på de omkomne.

To højtstående embedsmænd, en afghaner og en fra ISAF, oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de seks dræbte alle var amerikanere. Ifølge de afghanske myndigheder blev ni afghanere, herunder to børn, dræbt i angrebet.

»Nogle af de dræbte civile blev slemt forbrændt og kan ikke identificeres,« siger Kaneshka Baktash, talsmand for sundhedsministeriet, til Reuters.

Den afghanske præsident, Hamid Karzai, har fordømt angrebet, som han betegner som »kujonagtigt.«

Angrebet torsdag morgen kommer, mens bekymringen for Afghanistans fremtid stiger i takt med, at hovedparten af de internationale styrker forbereder sig på at forlade landet.

Dagens Gossip