Bombeangreb mod irakisk tehus dræber syv personer

Bombeangrebet mod det irakiske tehus er blot ét ud af en stribe angreb i år, hvilket har skabt frygt for stigende spændinger i landet, hvor etniske kurdere, shia- og sunnimuslimer endnu ikke har fundet et kompromis for, hvordan magten i landet skal deles.

Lægepersonale fortæller til Reuters, at de har taget imod ligene af seks mænd og et barn efter angrebet i Bab Laqash-kvarteret i Mosul, der ligger omkring 400 kilometer nord for hovedstaden Bagdad.

»Vi plejede at gå til dette tehus, efter at vi havde bedt. I aften, da vi nærmede os det, hørte vi en stor eksplosion inde (i tehuset, red.). Først troede vi, det var en gasflaske, men politiet fortalte os, det var en eksplosion. Vi så røg og flammer,« siger det 45-årige øjenvidne Haj Hassan til nyhedsbureauet.

Det er endnu ikke klart, hvem der stod bag angrebet, men sunnimuslimske islamistiske oprørere, herunder den al-Qaeda-tilknyttede gruppe Islamic State of Iraq, har genvundet deres styrke i området i de seneste måneder, siger kilder i de irakiske sikkerhedsstyrker.

Omkring 460 mennesker har ifølge observationsgruppen Iraq Body Count mistet livet i militante angreb i juli.

Et stigende antal blodsudgydelser har skabt frygt for, at Irak glider tilbage i fuld konflikt, som den, der fandt sted i 2006 til 2007, hvor de månedlige dødstal til tider passerede 3.000.

FNs udsending i Irak, Martin Kobler, sagde torsdag lokal tid, at landet risikerer at gå ned ad en »farlig vej med sekterisk vold, hvilket fører til øget ustabilitet«.

BNB/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV