Bombeangreb ved moské: Mindst 47 er dræbt

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Mindst 47 personer blev dræbt og over 150 såret, da en bombe placeret i en bil fredag eksploderede foran en moské i det sydlige Syrien.

Det oplyser eksilorganisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der støtter oppositionen i kampen mod præsident Bashar al-Assad, og som fra sin base i London indsamler opgørelser over ofrene i konflikten.

14 af de 47 dræbte ved bombeangrebet i byen Yadunda var ifølge observatoriet oprørssoldater. Flere af de godt 150 overlevende er i en kritisk tilstand og derfor ventes dødstallet at stige, mener organisationen.

Ligeledes fredag skal 18 regeringssoldater være blevet dræbt, efter at oprørere detonerede en bombe under et hotel i den nordlige del af Syrien.

Bedømt ud fra forløbet af fredagens fredsforhandlinger i Genève om at afslutte den tre år lange borgerkrig er der ingen indikationer på, at volden snart ophører.

- Vi beklager dybt, at denne runde ikke bød på fremskridt, sagde Syriens viceudenrigsminister, Faisal Muqdad, efter et møde med FN-mægler Lakhdar Brahimi.

Talsmand for oppositionen Louya Safi mener, at fredsforhandlingerne er gået i hårdknude.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at forhandlingerne er kommet ind i et dødvande, sagde Safi til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Begge parter beskylder modparten for ikke at være villig til at nærme sig et kompromis.

/ritzau/AFP