Bombeekspert afblæser alarm ved Nationalbanken

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Afspærringen af gaderne omkring Nationalbanken i København er ophævet klokken fire torsdag morgen, oplyser Københavns Politi.

Området blev lukket onsdag aften og bombeeksperter tilkaldt, efter at en mand blev set smide et metalrør fra sig og stikke af fra stedet.

En borger så ved 22-tiden onsdag aften en person, som tilsyneladende forsøgte at antænde en genstand i Niels Juels Gade. Da manden blev råbt an, smed han et tykt jernrør fra sig og stak af på cykel. Derefter kontaktede borgeren politiet.

Af frygt for, at der muligvis var tale om en hjemmelavet bombe, blev en sprængstofekspert fra hæren tilkaldt. Han fandt dog ikke noget farligt, og alarmen blev afblæst.

- Det har da været en god øvelse, konstaterer Sune Christensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Politiet mener, at det muligvis var en skrottyv, der valgte at skille sig af med jernrøret.

/ritzau/