Bombefrygt får politi til at aflyse Manchester-kamp

Skrevet af admin

15/05/2016

Dagens topnyheder

Bombeeksperter har foretaget en kontrolleret eksplosion på Manchester Uniteds fodboldstadion, Old Trafford, oplyser Manchester politi på Twitter.

Det skete efter, at en mistænkelig pakke blev fundet på stadion. Af sikkerhedshensyn valgte politiet at evakuere dele af stadion op til kampen mod Bournemouth og tilkalde bombeeksperter og bombehunde.

Der er endnu ikke yderligere oplysninger om, hvad pakken indeholdt.

Kampen er aflyst efter fundet af den mistænkelige pakke i den nordvestlige ende af det traditionsrige stadion, bekræfter Premier League på Twitter.

Manchester United skulle søndag spille hjemmekamp mod Bournemouth i Premier Leagues sidste spillerunde, men stadion blev evakueret på grund af en såkaldt "code red".

I første omgang blev to tribuner evakueret helt. Det er det lokale politi, der på baggrund af oplysningerne om den mistænkelige pakke beordrede stadion evakueret.

De resterende tilskuere på stadion blev i første omgang bedt om at blive siddende og forholde sig i ro, mens de evakuerede tilskuere uden for stadion blev ledt væk, så området kunne blive ryddet.

Kampen skulle være spillet klokken 16.00 dansk tid. Der er tradition for, at alle kampe i sidste spillerunde i Premier League sættes i gang på samme tid. De resterende kampe i runden er dog blevet sat planmæssigt i gang.

Det vides endnu ikke, hvornår kampen i stedet skal spilles, men organisationen bag Premier League skriver i en udtalelse, at man vil forsøge at arrangere en ny kamp, så hurtigt det kan lade sig gøre.

- Når det kommer til sikkerhed, så er det naturligvis det eneste rigtige, at Manchester United og Premier League sætter tilskuere og ansattes sikkerhed i første række, skriver organisationen.

/ritzau/