To bombemistænkte melder sig selv til thailandsk politi

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

To mænd, som thailandsk politi har udpeget som mistænkte i bombesagen i Bangkok, har meldt sig selv til politiet, oplyser thailandske myndigheder ifølge britiske BBC.

Politiet er nu i færd med at afhøre de to, som siger, at de er turistguider.

De er efterlyst og under mistanke for at være involveret i angrebet, fordi de optræder på en overvågningsvideo fra stedet.

På videoen ser man de to mænd rejse sig fra en bænk, kort inden den formodede hovedmistænkte sætter sig ned og efterlader en rygsæk, som bomben menes at have været skjult i.

Tidligere på dagen sagde Thailands politichef, at mindst 10 mennesker var involveret i at udføre det nøje planlagte bombeangreb i det centrale Bangkok mandag. 20 mennesker blev dræbt.

Thailands politi har udstedt en arrestordre på en "udenlandsk" mand efter bombesprængningen i Bangkok. Samtidig vil myndighederne torsdag bede Interpol om hjælp til at finde den mistænkte, skriver AFP.

/ritzau/