Bomber i Aleppo koster igen mange menneskeliv

Skrevet af admin

02/02/2014

Mest læste i dag

Det syriske regime har igen rettet angreb fra luften mod Syriens største by, Aleppo, og dræbt mange mennesker.

Det siger menneskeretsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Ifølge oplysningerne, der ikke er bekræftet fra andre sider, er mindst 36 mennesker dræbt søndag af tønder, som er blevet fyldt med sprængstof, og som kastes ned over byen fra helikoptere.

Aleppo er en delt by, hvor regimet kontrollerer nogle områder af byen, mens oprørere kontrollerer andre dele.

Søndagens angreb kom, efter at de oprørskontrollerede områder også blev ramt af tøndebomber lørdag. Her blev mindst 85 mennesker ifølge menneskeretsgruppen dræbt.

Heller ikke disse oplysninger er bekræftet fra andre sider.

Gruppen har base i Storbritannien og bygger sine oplysninger på et netværk af aktivister og andre kilder, der fra krigsskuepladsen melder ind, hvad der sker.

Gruppen ledes af Rami Abdel Rahman, der siger, at de fleste af de mange ofre mistede livet i et kvarter, der hedder Tariq al-Bab.

Ifølge gruppens oplysninger har borgerkrigen i Syrien, som har varet i næsten tre år, kostet over 136.000 mennesker livet.

/ritzau/AFP