Bomber ryster hærens hovedkvarter i Syrien

To eksplosioner ramte onsdag morgen området omkring hærens generalstab i den syriske hovedstad, Damaskus, oplyser det statslige tv.

Syriens informationsministerium siger, at ingen er kommet noget til.

- Terrorist-eksplosionerne skyldtes to bomber, men der skete kun materielle skader, siger informationsminister Omran al-Zohbi til det statslige tv.

- Alle officerer og alle talspersoner for hæren har det godt, siger Zohbi og tilføjer, at der er iværksat en intensiv eftersøgning efter de personer, som stod bag angrebet.

- Sikkerhedsstyrkerne jagter en væbnet terrorgruppe i udkantens af området, hvor eksplosionerne skete, siger han.

Generalstabens hovedkvarter på Umayad-pladsen i det centrale Damaskus er en af de vigtigste militære bygninger i landet. Der blev hørt flere sirener fra ambulancer efter bombeeksplosionerne.

Der lød også skudsalver efter bragene fra bomberne.

- Eksplosionerne var meget høje. De rystede hele byen og ruderne i vores hus klirrede, siger en lokal indbygger over telefonen til Reuters.

Ved et bombeangreb i Damaskus i juli blev 18 ledende officerer og politiske dræbt.

Aktivister siger, at over 27.000 mennesker er blevet dræbt under den 18 måneder lange konflikt i Syrien.

Oprørerne, der er militært underlegne over for den veludrustede hær, angriber i stigende grad med hjemmelavede bomber, men står over kampfly, artilleri og kampvogne.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip