Bombesælger anker dom på stedet

Skrevet af admin

09/02/2016

Mest læste i dag

Den 30-årige mand, der er blevet dømt seks måneders fængsel for uagtsomt manddrab for at sælge dødelige krysantemumbomber, er langt fra tilfreds med sin dom.

Det fortæller bombesælgerens forsvarer, Rasmus Amandusson.

Selv om manden solgte ulovligt fyrværkeriet, der endte med at koste tre personer livet, er det ifølge forsvareren ikke hans skyld, at de døde.

- Det er for vidtgående, at man vil straffe en mand for noget, som nogle andre foretager sig. De fejlbetjener krysantemumbomben, det skal han ikke dømmes for, siger Rasmus Amandusson til Ritzau.

- Det er ikke hans skyld, at det går galt.

Bombesælgeren blev dømt efter straffelovens paragraf om uagtsomt manddrab. Han blev idømt seks måneders fængsel, hvor fem af dem er gjort betinget af 100 timers samfundstjeneste.

Den resterende måned har manden allerede afsonet i form af varetægtsfængsling.

- Vi har anket dommen. Vi er ikke enige i, at man kan henføre det under straffeloven. Det kom bag på os, siger forsvareren.

Hos anklagemyndigheden er man i midlertidig meget tilfreds med dommen.

- For mig var det afgørende, at det blev henført under straffeloven, siger anklager Karina Skou fra Nordjyllands Politi.

- Så jeg er tilfreds med dommen. Det er en tragisk sag, men jeg er tilfreds med, at man har valgt at dømme fuldstændig i overensstemmelse med anklageskriftet, siger hun.

Retten var dog ikke enig med anklageren i, at fængselsstraffen skulle være ubetinget, som hun ellers havde procederet for.

Ud over den 30-årige bombesælger blev en anden medtiltalt dømt for overtrædelse af fyrværkeriloven. Han fik 20 dages betinget fængsel.

Da krysantemumbomberne eksploderede den skæbnesvangre nytårsaften mellem 2014 og 2015, kom to andre mænd alvorligt til skade.

Storebroren til en af de afdøde mistede sit venstre øje, mens en anden ven mistede begge sine øjne.

/ritzau/