Bombetruet Malmø får flere hundrede nye politifolk

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Malmø-regionen vil blive forstærket med flere hundrede politifolk for at kunne sætte kraftigere ind mod de skyderier og eksplosioner, der hærger Malmø.

Det bekræfter rigspolitichefen, Dan Eliasson, efter et møde onsdag med Malmøs politimester, Stefan Sinteus, og politichefen i regionen, Annika Stenberg.

- Politiet i syd er et prioriteret område og vil få de fleste nye politifolk i 2015 og 2016, siger Eliasson til Sydsvenska Dagbladet.

- Nu ved halvårsskiftet drejer det sig om cirka 90 politifolk, i januar omkring 100, og i sommeren 2016 om yderligere personale, men antallet er endnu ikke bestemt, fortæller han.

Hvis det skulle vise sig ikke at række, kan der blive tale om flere initiativer, siger Eliasson.

Han forklarer, at det blandt andet kunne dreje sig om flere efterforskningsressourcer, kriminalfolk, bombeteknikere og helikoptere.

Der har i løbet af sommeren været adskillige eksplosioner i byen rettet mod boliger og biler, og i år har der i gennemsnit været mindst en eksplosion om ugen.

Bragene har lydt i forskellige dele af Malmø, og politiet formoder, at det drejer sig om opgør i bandemiljøer. Der har også været adskillige skyderier, som politiet antager har været drabsforsøg.

Det har opskræmt mange af byens borgere.

Politiet har allerede fået stillet en helikopter til rådighed, der kan operere i mørke. Den er begyndt at svirre over Malmø om natten.

Fra helikopteren er det muligt at dirigere politipatruljer på jorden, opspore eftersøgte og dokumentere, hvad der udspiller sig på gadeplan.

Flere af eksplosionerne hidrører fra håndgranater, der har oprindelse i det tidligere Jugoslavien. De kan være dræbende fem til ti meter fra eksplosionsstedet.

/ritzau/TT