Bombetrussel giver ubetinget fængsel i fire måneder

Truslen mod et jobcenter forleden i Odense har torsdag udløst en straf på ubetinget fængsel i fire måneder.

Sagen blev afgjort i forbindelse med grundlovsforhøret med den 30-årige mand, der blev anholdt onsdag.

Hans trussel mod jobcentret i Vindegade mandag eftermiddag betød, at flere bygninger blev evakueret, og at området ved centret blev afspærret.

Desuden tilkaldte politiet særlige bombehunde, ligesom hærens ammunitionsryddere blev alarmeret for at undersøge stedet.

Det centrale Odense var spærret i adskillige timer, før det blev klarlagt, at der ikke var reel fare på færde.

I torsdagens retsmøde kom det frem, at manden ikke havde tænkt nærmere over, hvad konsekvensen ville være, da han lagde beskeden "there will be a bomb at 2 o'clock".

Med truslen ville han skræmme de tilstedeværende, forklarede han ifølge Fyns Politi i retsmødet.

Han er tidligere dømt for at pege en laserpen mod et tog, ligesom han også før har fremsat trusler.

Straffen er en såkaldt fællesstraf og inkluderer en tidligere betinget dom på 70 dage.

Dommeren bestemte, at den 30-årige straks skal afsone dommen.

Anklageren erklærer sig tilfreds med afgørelsen.

Den 30-årige har modtaget dommen, men har kæret afgørelsen om, at han ikke løslades, til Østre Landsret, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Antallet af trusler er øget markant gennem de senere år, skriver Jyllands-Posten torsdag.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV