Bombetrussel i Odense efterlader DSB med kæmperegning

Bombetruslen mod Odense Banegård Center kan gå hen og blive en særdeles dyr affære for DSB.

- Skal vi gøre det op i rene penge er de direkte omkostninger godt en million kroner, siger kommunikationsdirektør i DSB Lars Kaspersen og fortsætter:

- Det indirekte tab, i og med at vores kunder ikke har haft en god oplevelse, er selvfølgelig sværere at gøre op.

Det store beløb skyldes blandt andet, at de berørte passagerer er omfattet af rejsetidsgarantien og derfor har krav på erstatning, hvis et tog er mere end en halv time forsinket.

Derudover skal der lægges udgifter til personale og de 120 busser, der blev indkaldt for at få trafikken til at glide, oveni.

I næsten fire timer var al togdrift over Fyn spærret. Og op mod 30.000 passagerer blev påvirket på en af årets mest travle rejsedage.

Truslen om en bombe indløb cirka klokken 15 fredag eftermiddag via en sms, hvorefter politiet straks beordrede DSB til at indstille togdriften.

Det var ikke kun mennesker, der sad i en kupé eller havde planlagt en togrejse, der blev generet. Også billister blev plaget på grund af afspærringer.

Ved 19-tiden kunne politiet endeligt afblæse aktionen.

Men det er ikke første gang, at der indløber en bombetrussel mod DSB midt i juletravlheden.

Sidste år indløb en bombetrussel 22. december også på Odense Banegård Center. Her blev omkring 8000 togrejsende berørt af forsinkelser.

Sammenlignet med sidste år regner Lars Kaspersen med, at regningen bliver omtrent det samme.

- Det er en noget utålelig juletradition, siger han.

DSB forventer at have det fulde overblik over ekstraregningen for gårsdagens bombetrussel i starten af næste uge.

/ritzau/

Dagens Gossip