Bombetrussel lukker Odense Banegård

Skrevet af admin

21/04/2015

Mest læste i dag

En bombetrussel mod Odense Banegård Center får Fyns Politi til at evakuere banegårdscentret, og togdriften til Odense er stoppet. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Politiet beder folk i området følge dets anvisninger i forbindelse med evakueringen.

Lige nu arbejder politi og redningsmandskab på stedet for at klarlægge situationen og dens omfang, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Alle tog omkring Odense holder stille, og Banedanmark kan endnu ikke oplyse, hvornår togdriften genoptages.

Der kører ingen intercity-tog og lyntog mellem Fredericia og Nyborg, oplyser DSB, som er i gang med at bestille togbusser til strækningen over Fyn.

Togene på Svendborgbanen kører ikke mellem Odense og Fruens Bøge, og regionaltogene mellem Fredericia og Odense kører kun mellem Fredericia og Tommerup.

Også i december sidste år modtog banegårdscentret i Odense en bombetrussel, hvorefter politiet igangsatte en evakuering. Togdriften var dengang påvirket i flere timer.

/ritzau/