Bombetrussel mod gymnasium i Slagelse

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Politiet har tirsdag evakueret Slagelse Gymnasium på Willemoesvej i Slagelse på grund af en bombetrussel.

Det oplyser vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Det var en mand, der fredag klokken 10.47 ringede til politiet, og fortalte, at der ved middagstid ville eksplodere en bombe på gymnasiet.

Politiet tog straks skridt til at få alle ud af bygningen, og området omkring skolen er afspærret.

Endnu er der ikke fundet sprængstof på stedet, men politiet har tilkaldt sprængstofhunde, der skal snuse gymnasiets lokaler igennem.

De skal finde ud af, om der er alvor bag truslen om, at nogen har anbragt sprængstof på stedet.

- Bomben sprang ikke klokken 12 som angivet i truslen. vi gennemgår nu skolen med sprængstofhunde, inden vi frigiver den, skriver vagtchefen på det sociale medie Twitter.

Skolen er lukket resten af tirsdagen. Elever, som af en eller anden grund ikke kan tage hjem, kan tilbringe resten af dagen på det tekniske gymnasium Selandia, der ligger i nærheden, oplyser Henrik Karlsen.

/ritzau/