Bombetrussel mod jobcenter i Odense

Skrevet af admin

25/08/2014

Dagens topnyheder

Flere ejendomme midt i Odense blev mandag eftermiddag evakueret på grund af en bombetrussel. Afspærringerne blev fjernet ved 17-tiden, da der ikke er fundet sprængstoffer på stedet.

- Vi har ikke fundet noget, og nu går vi i gang med at efterforske, hvem der står bag truslen, siger vagtchef Mie Brøchner, Fyns Politi, til Ritzau.

Bombetruslen var rettet mod jobcentret i Vindegade, og de omkring 60 medarbejdere, der var på arbejde i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen måtte i al hast forlade bygningen.

Brandvæsnet rykkede ud med flere køretøjer, og også politiet var talstærkt til stede, mens hærens sprængstofeksperter fra specialenheden EOD og bombehunde undersøgte bygningerne for at finde en eventuel sprængfarlig bombe.

Truslen blev modtaget klokken 13.25, og politiet afspærrede adskillige gader i det centrale Odense.

Halvanden time efter blev afspærringen udvidet, da jobcentret har yderligere en afdeling i området.

Kort efter klokken 16.30 kunne politiet meddele, at undersøgelsen af bygningerne var færdig, og at afspærringerne ville blive ophævet igen.

Politiet ønsker ikke at oplyse de nærmere omstændigheder om, hvordan truslen blev fremsat, eller om hvad efterforskningen vil koncentrere sig om.

Odense Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at bombetruslen blev fundet på et stykke papir i en printer på centret i Vindegade.

Ifølge fyens.dk fandt en medarbejder et stykke papir, hvor der stod "There will be a bomb at 2 o'clock" i en printer, som jobcentrets brugere også har adgang til.

Der blev oprettet et såkaldt evakueringscenter på det nærliggende gymnasium Odense Katedralskole. Midt på eftermiddagen kunne dette center imidlertid lukkes igen, da de evakuerede personer tog hjem.

Dennis Mølgaard Hansen, der er leder af arbejdsmarkedscentret, oplyser, at flere medarbejdere var rystede over at blive ramt af en bombetrussel på deres arbejde. De ansatte samles tirsdag morgen til en debriefing, så de kan få drøftet den voldsomme hændelse igennem.

/ritzau/