Bond-babe: Vigtigt at vise stærke kvinder

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Ingen James Bond-film uden billedskønne Bond-babes. Den nye film om agenten med licens til at dræbe er ingen undtagelse, men det bliver alligevel lidt anderledes end tidligere.

Den franske skuespillerinde Léa Seydoux spiller Bond-baben Dr. Madeleine Swann i den nyeste film, og hun mener ikke, at hendes karakter er en typisk Bond-pige.

- En Bond-pige er for mig en femme fatale. Denne karakter har mere dybde, og hun er en stærk kvinde, siger hun, da Ritzau Fokus møder hende til filmens gallapremiere i København.

Den 30-årige skuespillerinde er stolt af, at spille en stærk kvindelig figur i det verdensberømte agentunivers.

- Jeg synes, at hun er en stærk repræsentant for kvinderne i dag. Det er meget mere moderne med en stærk kvinde, og jeg tror, at det er vigtigt at vise det i en James Bond-film. Det er en refleksion af det samfund vi lever i, siger hun.

Det var også en drøm, der gik i opfyldelse, da Léa Seydoux fik tilbudt rollen som Dr. Swann, der i filmen er datter af superskurken Mr. White.

- Jeg troede, at det var uopnåeligt for mig, men nu lever jeg det. Det er så dejligt, og jeg føler mig utrolig heldig over at være med i denne film, siger den blonde babe og afslører, at hun er vild med at lave actionfilm.

Den nye James Bond-film "Spectre" er den 24. af sin slags, og både Daniel Craig og danske Jesper Christensen er endnu en gang på rollelisten som henholdsvis James Bond og Mr. White.

Filmen har premiere i de danske biografer fredag den 30. oktober.

/ritzau/FOKUS