Bondo: Elever og forældre bliver tabere

Forældre og elever bliver taberne, efter at Kommunernes Landsforening (KL) torsdag valgte at lockoute folkeskolelærerne. Det mener formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Med KL's lockout-varsling styrer vi nu mod en ødelæggende konflikt i folkeskolen. De første ofre vil være folkeskolens elever og deres forældre, hvis skolerne lukker ned, siger Anders Bondo Christensen og fortsætter:

- Men den virkelige taber risikerer at blive folkeskolen som helhed. Man skaber ikke engagerede, begejstrede og ansvarsfulde lærere, som er fundamentet for en stærk folkeskole på ruinerne af en ødelæggende og meningsløs konflikt, siger han.

Det er lærernes arbejdstidsaftale, der er den helt store knast i forhandlingerne. Striden står om, hvorvidt skolelærernes arbejdstid skal reguleres af en særlig aftale i overenskomsten eller ej.

Parterne står langt fra hinanden, men det er stadig muligt at blive enige ved forhandlingsbordet, mener Danmarks Lærerforening.

- KL's lockout er en hel unødvendig optrapning i forhold til de forhandlinger, som er i gang. Jeg anser langt fra mulighederne for at nå frem til et forlig for at være udtømte, siger Anders Bondo Christensen og tilføjer:

- Derfor vil jeg endnu en gang opfordre KL til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

- Dygtige og engagerede lærere er skolens rygrad. Derfor håber jeg stadig, at KL er villig til at finde en løsning, hvor vi i fællesskab laver en aftale, der kan skabe gode rammer om kvalitet i undervisningen - til gavn for skolens elever, siger Anders Bondo Christensen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip