Bondo kæmper videre for at undgå lockout

Mens forældre landet over formentlig har travlt med at finde babysittere og lave pasningsaftaler, inden 557.000 folkeskolelever tirsdag rammes af den forventede lærer-lockout, er stridens parter dybt uenige om, hvorvidt der stadig er håb for at få en aftale i hus.

Anders Bondo Christensen, lærernes topforhandler, er klar til at kontakte Kommunernes Landsforening (KL), fordi han mener, at en række misforståelser forpurrer mulighederne for i sidste øjeblik at forhindre lockouten.

- Jeg synes, der har været nogle misforståelser i det, KL har kommunikeret ud i pressen, og det vil jeg se på, om jeg kan nå at rette op på og få ændret, så vi kan undgå konflikten, siger han.

Anders Bondo Christensen henviser til det seneste forslag, lærerne har lagt på forhandlingsbordet.

Her foreslår lærerne blandt andet at hente international ekspertise ind for at kvalificere forhandlingerne og øge chancerne for at nå til enighed med KL ved brug af en mediator.

KL's chefforhandler, Michael Ziegler, har afvist forslaget med begrundelsen, at der intet nyt er i det - og at der desuden kun er tale om at ændre forhandlingsprocessen frem for det reelle indhold, nemlig uenigheden om tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid.

- Jeg oplever ikke, at der i det forslag er nogen som helst åbninger i forhold til kerneproblematikken, som jo er forhindringen, der bremser os i at komme videre, siger Michael Ziegler.

Høje-Taastrups konservative borgmester forklarer, at han ikke kan forestille sig, at forhandlingerne vil tage til i fart i løbet af søndag, og derfor vurderer han, at det er "meget usandsynligt", at parterne kan afværge en lockout.

- Det er klart, at jeg føler et ansvar for at holde mig orienteret om, hvorvidt der skulle opstå en reel åbning hos min modpart.

- Det skal være, at Bondo ringer og siger 'okay, jeg kan godt forstå, at når det på resten af arbejdsmarkedet er lederen og ikke fagforeningen, der disponerer arbejdstiden, så må det også være sådan på skoleområdet', siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip