Bondo klar til sidste minuts forhandling

Hvis løsningen på den kommende konflikt alligevel er et regeringsindgreb, så må man overveje den situation. For en konflikt har meget store konsekvenser.

Det siger lærernes chefforhandler, Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen, der også i påsken arbejder på de indre linjer for at forhindre, at lærerne bliver lockoutet af KL og Finansministeriet 1. april.

- Hvis der ikke er nogen udsigt til andet end et regeringsindgreb, så skal man overveje situationen nøje. I hvert fald må man da tænke på, hvor længe samfundet vil finde sig i, at man tager de unge, forældre og elever som gidsler i det her, siger han til Ritzau.

Forhandlingerne brød sammen natten til lørdag i sidste uge.

Forligsmand Mette Christensen anser mulighederne for et forlig for udtømte, men hun har også meddelt, at hun står til rådighed for parterne hele påsken, hvis de har brug for hendes hjælp.

- Mette Christensen gør ikke noget af sig selv. Og jeg er helt sikker på, at hvis vi skal lykkes med noget i 12. time, er det afgørende, at vi gør noget selv i fred og fordragelighed uden for rampelyset, siger Anders Bondo.

Det, der i 12. time presser begge parter, er konsekvensen af en lockout, mener han. Men lige her og nu er der ingen bevægelse i de fastlåste forhandlinger.

- Truslen om en konflikt hænger over vores hoveder, og ingen har interesse i den. Der er unge på sosu-uddannelsen, der skal til eksamen i næste uge, siger Anders Bondo.

- Der er unge, der tager et fag for at kunne komme ind på en uddannelse. Hvis de går glip af ret mange dage og ugers undervisning, så kan de ikke komme i gang med en uddannelse efter sommerferien. Konflikten har enorme konsekvenser, siger han.

Ifølge Anders Bondo er det truslen om en konflikt, der presser parterne. Ikke konflikten i sig selv. En konflikt løser sjældent noget langsigtet.

- Selv hvis lærerne får trukket noget ned over hovedet, der ikke giver nogen mening, eller lægger sig fladt ned, hvad er det så for en begejstring, de vender tilbage med. Jeg ved godt, at vi skal være professionelle, men vi er også mennesker, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV