Bondo: Lærerstuderende skal have to karakterer i dansk

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

Lærerstuderende skal både have karakter ved skriftlig og mundtlig eksamen. De må ikke slippe med én samlet karakter til eksamen, som det ellers har været tilfældet siden sommeren 2013.

Det siger lærernes formand, Anders Bondo Christensen, efter kritik af den nye lærereksamen fra dansklærere og censorer. De to grupper siger i Kristeligt Dagblad, at studerende kun får én karakter, selv om de både går til skriftlig og mundtlig eksamen.

Kritikken går blandt andet på, at de lærerstuderende kan bestå, selv om de ikke kan stave. Det skulle være muligt, hvis de klarer sig godt ved den mundtlige eksamen.

- Dansklærerne og censorkorpset udgør den største ekspertise på området. Alene af den grund synes jeg, at ministeren skulle lytte. Jeg ved ikke, hvem hun ellers skulle lytte til, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) mener ikke, at man skal kunne undervise i dansk, hvis man ikke kan stave. Men hun påpeger, at der først kan komme en evaluering i 2017, når den nye læreruddannelse har været igennem et fuldt forløb.

I 2012 blev S-R-SF-regeringen enige med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti om en reform af uddannelsen, der blandt andet betyder, at studerende i dag kun får én karakter i dansk, matematik og sprog.

- Det er vigtigt, at man både får et billede af det skriftlige og det mundtlige. Nu er der meget fokus på, om de ikke kan stave. Det er mindst lige så vigtigt, at man har stærke mundtlige kompetencer i dansk, siger Anders Bondo Christensen.

Spørgsmål: - Skal man gå tilbage til to karakterer?

- Ja. Netop fordi danskfaget er så stort, giver det rigtig godt mening at have en dobbeltprøve. Hvis de studerende dumper, ved de dårligt, hvad de dumper i, siger Anders Bondo Christensen.

Uddannelsesministeren bør overveje, om de studerende også skal have to karakterer i matematik og sprog ved eksamen på professionshøjskolerne, mener han.

- Matematik har de samme karakteristika som dansk: Det er et stort fag, siger Anders Bondo Christensen, som selv er matematiklærer.

/ritzau/