Bondo: Uddannelse og undervisning er et privilegium

Skrevet af admin

02/02/2014

Dagens topnyheder

Der er for meget uro i de danske folkeskoleklasser, og der er en stigende tendens til, at børnenes forældre ikke prioriterer skolen højt nok.

Det skal der laves om på, forklarer formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, som mener, at der er behov for et bedre samarbejde, og at skolen snakker med forældrene om, hvor vigtig deres opbakning er.

- Der er blandt elevernes forældre en holdning om at det, der foregår i skolen, ikke er vigtigt, siger formanden og henviser til en undersøgelse, der blev offentliggjort i efteråret.

Undersøgelsen viser, at atten procent af forældrene giver udtryk for, at det er i orden at deres børn bruger mobiltelefonen inde ved undervisningen, selvom det ikke har noget med undervisningen at gøre, forklarer Anders Bondo Christensen.

Heldigvis oplever formanden, at langt de fleste forældre bakker skolen op, men at der en stigende tendens til, at man siger, at det, der foregår i skolen, ikke er særlig vigtigt.

- Den manglende respekt for det, der sker i skolen og klasselokalet, er i hvert fald noget, vi skal have vendt, understreger han.

I søndagens udgave af Politiken siger flere uddannelsesforskere og undervisningsminister Christine Antorini (S), at der er brug for nye strategier til at komme uro og manglende disciplin i folkeskolen til livs.

- Der er bestemt brug for, at vi får sat fokus på, at undervisningsforstyrrende uro er ødelæggende for elevens indlæring, og det er der nogle steder i dag, siger formanden og uddyber:

- Noget af det, jeg tror er helt afgørende, er, at vi får sendt et signal om, at det, der foregår i skolen, er vigtigt, og at uddannelse og undervisning er et privilegium.

/ritzau/