Bonnichsen: Bemærkelsesværdigt at PET-chef stopper

Skrevet af admin

06/05/2015

Dagens topnyheder

Hvis man ser på den historiske praksis i Politiets Efterretningstjeneste (PET) er det ganske opsigtvækkende, at Jens Madsen fratræder stillingen som PET-chef efter blot halvandet år på posten.

Det mener tidligere operationel chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen.

- Historisk set er det bemærkelsesværdigt, at han allerede stopper nu, siger Bonnichsen til Ritzau.

- Ser man på de sidste mange PET-chefer, har de været på posten i fire-seks år, så det er bemærkelsesværdigt, at han stopper efter halvandet år, påpeger Bonnichsen.

Meldingen om PET-chefens farvel kommer samme dag, som justitsminister Mette Frederiksen (S) vil fremlægge politiets redegørelse for, hvad der skete omkring terrorangrebet i København i midten af februar.

Hans Jørgen Bonnichsen ønsker dog ikke at udtale sig om, hvorvidt redegørelsens resultater kan være skyld i, at Jens Madsen forlader jobbet.

1. juni 2015 rykker Jens Madsen videre til politiområdet i Rigspolitiet, oplyser Justitsministeriet.

- Det har været en spændende udfordring at lede PET de sidste halvandet år. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er en meget krævende stilling og har været en meget krævende periode, siger Jens Madsen og fortsætter:

- Efter grundige overvejelser har jeg aftalt med departementschefen i Justitsministeriet og rigspolitichefen, at jeg nu vil kaste mig over nye opgaver med at udvikle dansk politi.

/ritzau/