Bookingportal undersøges af konkurrencemyndighederne

Den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse går nu ind i sagen om de bookingportaler, som hotellerne bruger til at få kunderne ind på værelserne.

Myndighederne vil undersøge, om booking-portalerne overholder reglerne, når det gælder prisklausuler.

- Det er Booking.com, der har meldt ud, at man nu er ved at blive undersøgt i Danmark. Og det, er vi meget tilfredse med, sker, siger Susanne Nordenbæk, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Det er det amerikanske selskab, Priceline, der ejer Booking.com, der har meddelt, at de undersøges af den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse, oplyser Dansk Erhverv, der repræsenterer en del ad den danske hotelbranche.

- Vi har længe ønsket at få undersøgt, om booking-portalernes prisklausuler er lovlige. Og det sker nu, siger Susanne Nordenbæk til Ritzau.

Problemet er, at de store bookingportaler er blevet kritiseret for at bruge prisklausuler og tage 15-25 procent af hotelprisen i kommission. Prisklausulerne betyder, at hotellerne ikke må udbyde hotelværelserne billigere på deres egen hjemmeside end gennem portalerne.

- Og det er et problem. Både for hotellerne men også for forbrugerne, siger Susanne Nordenbæk.

Booking-portalernes omstridte prisklausul bliver undersøgt af konkurrencemyndigheder i flere lande. Og nu er Danmark også kommet med på vognen.

- Vi er glade for booking-portalerne. Men spørgsmålet er, om de er blevet for store og har sat sig for meget på markedet. Vi ønsker at få undersøgt, om klausulerne er med til at hæmme konkurrencen, siger Susanne Nordenbæk.

Bookingfirmaerne har tidligere forsvaret sig med, at hotellerne ikke ville kunne tiltrække det samme antal kunder gennem portalerne, hvis prisklausulerne blev fjernet.

/ritzau/

Dagens Gossip