Bordtennis-legende vandt EM-guld med ny hofte

Et langt liv i eliteidrætten har haft sin pris for den tidligere bordtennisstjerne Claus Pedersen. Men selv med en ny hofte holder den legendariske fighter højt niveau og blev dobbelt Europamester i 65 års-klassen i Bremen.

Claus Pedersen vandt finalen over tjekken Milos Matejicek med 3-1 i sæt efter i semifinalen af have slået den tidligere tyske topspiller Willfried Lieck 3-1 i den moralske finale.

I double vandt Claus P. guld med sin mangeårige landsholdskollega Niels Ramberg over russerne Gennady Gmyra og Vladimir Stolnikov. Resultatet blev her 3-0 i sæt efter mirakuløst at have overlevet en håndfuld matchbolde i både kvart- og semifinalen.

Claus Pedersen fik en ny hofte for tre år siden og venter på at få den anden hofte skiftet ud.

- Det var en lang turnering, hvor jeg spillede på piller og massage. De første dage kunne jeg dårligt slæbe mig af sted, men heldigvis var konkurrencen ikke så hård i starten, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at den belastning, jeg har udsat mig for i en lang karriere, har været hård ved kroppen, men glæderne opvejer klart den pris, jeg betaler nu.

Dagens Gossip