Borgerkrig truer Sydsudan - 18 danskere er tilbage

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Der befinder sig fredag 18 danskere i Sydsudan, hvor de seneste dages voldsomme etniske sammenstød med flere hundrede dræbte har skabt frygt for en borgerkrig.

17 af danskerne arbejder for internationale organisationer, mens en enkelt har rejst rundt på egen hånd i landet, oplyser Udenrigsministeriets borgerservice.

Hundredvis af udlændinge venter fredag i lufthavnen i hovedstaden Juba på at komme ud af landet og væk fra urolighederne, og blandt dem er den enlige danske rejsende, siger lederen for Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen.

Han siger, at de øvrige danskere arbejder for organisationer, som må formodes at have deres egne evakueringsplaner, hvis det viser sig nødvendigt. Ingen af de 17 danskere har over for Udenrigsministeriet udtrykt ængstelse over situationen.

Det danske forsvar har 14 officerer i Sydsudan, som er tilknyttet FN's fredsbevarende mission UNMISS, men de formodes ikke alle at have været i landet under urolighederne.

USA, Storbritannien, Holland og Tyskland har sendt fly til Juba for at evakuere hundredvis af statsborgere.

Sydsudan er Afrikas yngste land og et af de fattigste på kontinentet. Det blev selvstændigt i 2011.

Urolighederne, der brød ud i Juba søndag, er tilsyneladende udløst af en magtkamp mellem præsident Salva Kiir, og den afsatte vicepræsident Riek Machar. De repræsenterer to af landets største etniske grupper - dinkae og nuer.

Kampene har spredt sig til andre dele af landet, der er på størrelse med Frankrig. Værst er det gået til i regionen Jonglei, hvor militser, der støtter Machar, har indtaget hovedbyen Bor.

Tusinder er flygtet til FN's lejre rundt om i landet for at komme i sikkerhed. Torsdag blev to indiske FN-soldater dræbt, da militsfolk forsøgte at trænge ind i en af lejrene.

Øjenvidner har beskrevet, hvordan soldater og politifolk søndag jagede unge i Juba fra nuer-folket og dræbte dem på stedet.

/ritzau/