Borgerlige kræver milliarder fra SU og kontanthjælp

Efter forhandlinger i Finansministeriet onsdag eftermiddag står Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance nu sammen om en række krav til finansminister Bjarne Corydon (S), som skal opfyldes, hvis regeringen ønsker en bred aftale.

»Vi har præsenteret regeringen for det, der skal til for at lave vækstaftale i fase et. Det indebærer, at vækstpakken får en milliard kroner mere fra kontanthjælpen og en milliard mere fra SUen. Nu må regeringen tage stilling«, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

»Vi har givet regeringen et samlet bud på, hvordan det hele kan falde på plads i én bevægelse. Dansk erhvervsliv har brug for det, og jeg håber, at regeringen vil være med,« siger Venstre-formanden.

De seneste dage er der blevet forhandlet intensivt om en kontanthjælpsreform og en reform af SU-systemet. Det samlede krav fra de borgerlige partier betyder, at der skal findes to milliarder kroner på de to områder over en syvårig periode.

Fra oppositionen lyder der en opfordring til regeringen om at skynde sig at slå til.

»Folk skriger efter en afklaring. Hvis der går for lang tid, tør virksomhederne ikke investere og forbrugerne tør ikke bruge penge. Den usikkerhed skal ryddes af vejen. Derfor er det fantastisk, at vi nu er fire partier, der samlet fremlægger en aftale, der kan få alt til at falde på plads på én gang, hvis regeringen vil være med,« siger Kristian Thulesen Dahl (DF).

Et andet springende punkt for de borgerlige partier er, at de ikke vil bindes af reformteksten, så de eksempelvis ikke kan genindføre starthjælpen og kontanthjælpsloftet, når regeringsmagten atter er på deres hænder.

»Vi vil være frit stillet til at gennemføre vores politik, men selvfølgelig skal de initiativer, der sættes i gang over for de ledige, ikke stoppes, hvis vi får flertal. Jeg er sikker på, at vi kan finde en balance,« siger Lars Barfoed (K).

Bolden er nu på regeringens banehalvdel. De borgerlige forhandlere venter dog ikke, at man når frem til en samlet aftale om en hjælpende hånd til erhvervslivet onsdag aften.

Dagens Gossip