Borgerlige partier efterlyser længe ventet energianalyse

Skrevet af admin

13/12/2015

Dagens topnyheder

Med den netop indgåede klimaaftale fra Paris i hånden har Dansk Energi opfordret til, at man herhjemme nu tager det gældende afgiftssystem på energiområdet op til overvejelse.

Og både hos Konservative og Liberal Alliance mener man også, at det er på tide at se på, om afgifterne på blandt andet el og olie medvirker til mere grøn omstilling - eller måske endda modarbejder den.

Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard efterlyser derfor den afgiftsanalyse, som blev bestilt i forbindelse med energiforliget i 2012, men som siden er blevet udskudt flere gange, blandt andet under den tidligere regering.

- Der er brug for at få den på bordet, så vi kan få diskuteret tingene.

- Lige nu betyder de høje afgifter på el og afgiftsfritagelsen for biomasse, at der bliver truffet nogle forkerte beslutninger i energisektoren, og derfor haster det, siger hun.

Hun henviser til en nylig rapport fra Klimarådet. Den peger på, at hvis man lempede afgifterne på el, kan man øge incitamentet til brug af eldrevne varmepumper i varmeforsyningen.

- På den måde kan vi bruge strømmen fra vindmøller på en langt mere effektiv måde, så den også indgår i vores varmeforsyning, siger hun.

Liberal Alliances energiordfører Villum Christensen mener også, at det er på høje tid at få kigget afgiftssystemet igennem.

- Vi er landet i en afgiftssump, hvor staten er afhængig af de 40-45 milliarder kroner, der ryger i kassen hvert år.

- Og samtidig er det absurd, at vi beskatter el hårdest, hvis det er det, vi gerne vil have mere af, siger Villum Christensen.

Han mener, at fremtidens afgiftssystem skal skrues helt anderledes sammen.

- Man er nødt til at starte fra scratch. Der er lappet så meget på afgiftssystemet, at der ikke er nogen, der har overblik længere.

- Der er brug for et teknologineutralt system, hvor man giver tilskud for hvert ton CO2, udledningen bliver reduceret med, siger han.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) sagde i august til Altinget, at han ikke kunne sige, hvordan analysen ville være klar.

I sin tid som klima- og energiordfører for Venstre under den tidligere regering rykkede han for rapporten, fordi der var "brug for en politisk debat om, hvordan vi fremadrettet får skruet skatter og afgifter sammen".

/ritzau/