Borgerlige partier vil indskrænke Skats magt

Sådan lyder det fra Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, efter at der i den seneste tid er afsløret aggressive skattekrav, opsigtsvækkende afgørelser samt brud på tavshedspligten i verserende skattesager.

»Vi har kunnet se en række sager, hvor Skat har brugt metoder, som jeg vil tage klart afstand fra; hvor de har hemmeligholdt oplysninger, selv om det har afgørende betydning for skattesager; hvor den nuværende regering har givet dem muligheder for at kontrollere i folks egne haver. Og det er langt ud over de grænser, man skal give myndigheder beføjelser til,« siger gruppeformand og tidligere skatteminister Kristian Jensen (V).

Dansk Folkeparti bakker op, og partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) understreger, at vi ikke kan være tjent med et samfund, »hvor borgerne generelt skal være bange for Skat«.

»Der er grund til at få strammet op. Der er behov for at sikre, at folk bliver behandlet lige i det her samfund. Der har været en nidkærhed hos Skat, som har gjort, at man har kunnet sætte spørgsmålstegn ved retssikkerheden, og det må ikke ske i et samfund som det danske,« siger han.

Skats metoder er særligt kommet i søgelyset, efter at erhvervsmanden Jesper »Kasi« Nielsen og fotomodellen Camilla Vest Nielsen har været udsat for, hvad flere politikere kalder »bøllemetoder«.

De Konservative præsenterede søndag på Folkemødet på Bornholm en syvpunktsplan med forslag til regelændringer hos Skat.

»Skattevæsenet har i dag langt videre beføjelser end politiet. De kan rask væk forlange teledata, rejseoplysninger og mange andre personfølsomme oplysninger. Til sammenligning skal politiet først have en kendelse fra retten, og så kan det i øvrigt kun ske ved forbrydelser, der giver seks års fængsel eller derover,« siger partiformand Lars Barfoed (K).

I den kommende uge fremlægger Skats borger- og retssikkerhedschef den længe ventede redegørelse om de seneste måneders mange »skandalesager« i Skat.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) siger til Politiken, at han vil tage affære, hvis redegørelsen ikke er overbevisende nok. Han vil sikre, at ansvaret placeres, hvis der er behov for det.

»Der er sat meget store spørgsmålstegn ved Skats metoder i en række kontrolsager, der ikke ser specielt kønne ud set med en skatteministers øjne. Dermed er der også sat alvorlige spørgsmålstegn ved den retssikkerhed, der er så afgørende, når borgere og virksomheder kommer i kontakt med skattemyndighederne,« siger ministeren til avisen.

De Konservative erkender, at partiet i sin tid som regeringsparti selv var med til at sikre Skats øgede beføjelser, ligesom man hos Venstre kryber til korset og peger på, at det var en fejl, da man forringede mulighederne for, at virksomheder kan få sagsomkostningerne dækket, selv om de vinder over Skat.

»Nogle virksomheder tør ikke føre en retssag. Det var en fejl dengang, og hvis vi kan finde pengene til det, så bør vi genoprette det område,« siger Kristian Jensen.

Dagens Gossip