Borgerlige partier vil skærpe straf for politichikane

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

De borgerlige partier vil komme chikanen af politibetjente uden uniform til livs. Partierne arbejder på et fælles beslutningsforslag, der skal skærpe straffene.

En ny rapport fra Rigspolitiet viser, at betjente udsættes for chikane, når de har smidt uniformen og holder fri. Det går ud over både betjentene selv, men også deres børn og familier.

Karsten Lauritzen og Simon Emil Ammitzbøll, der er retsordførere i henholdsvis Venstre og Liberal Alliance, uddyber deres forestående beslutningsforslag.

- Jeg synes bestemt, der er grundlag for at se på at stramme lovgivningen. De borgerlige partier arbejder på et fælles beslutningsforslag i øjeblikket, siger Karsten Lauritzen (V) og tilføjer:

- Jeg kan sige så meget, at det er et beslutningsforslag, der lægger op til stramninger – også strafmæssigt. Men vi skal lige have talt os til rette omkring det endelig indhold.

Simon Emil Ammitzbøll (LA) konkretiserer, hvilken vej forslaget går.

- Det hælder i den retning, der handler om, at der skal komme en højere straf, og at der skal sikres i højere grad, at de her betjente ikke bliver generet.

- Det er vigtigt, at politiet kan passe deres arbejde på en måde, hvor det også er betryggende for dem selv og deres families sikkerhed. Vi vil ikke finde os i, at folk går og generer politibetjente i privatlivet, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Tilbage i august foreslog Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, at chikane mod en betjent, der ikke er i uniform, skulle straffes med tre måneder ubetinget fængsel.

Det forslag skræmmer ikke Simon Emil Ammitzbøll.

- Jeg vil ikke lægge mig fast på noget bestemt lige nu, men vi er overhovedet ikke skræmt af det forslag. Ubetinget fængselsstraf kan sagtens være en mulighed, siger han.

Rigspolitiets rapport viser også, at mere end fire betjente i gennemsnit hver dag bliver udsat for chikane, trusler og i nogle tilfælde vold, mens de udfører deres arbejde.

/ritzau/