Borgerlige raser over arabisk i folkeskolen

Regeringens forsøg med modersmålsundervisning kan stikke en kæp i hjulet på de kommende forhandlinger om en folkeskolereform.

Det siger den konservative uddannelsesordfører, Mai Henriksen, der mener, at børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) burde have taget de øvrige partier med på råd, før modersmålsforsøget blev besluttet.

- Forsøget har så stor en skala, at det nærmest er at genindføre modersmålsundervisning ad bagdøren. Det er klart, at det er et brud med den tillid, der bør være, når vi skal forhandle folkeskolereform, siger Mai Henriksen.

Undervisningsministeren vil gennemføre et 30 millioner kroner dyrt forsøg, der betyder, at 200 folkeskoler landet over efter sommerferien genindfører modersmålsundervisningen.

Undervisning på elevernes modermål har ellers stort set været afskaffet, siden den tidligere regering for 10 år siden gjorde det valgfrit for kommunerne, om de vil tilbyde den.

- Det er ingen hemmelighed, at vi foretrækker flere dansktimer. Hvis regeringen vil have modersmålsundervisning, så synes jeg, at de skulle have taget det op med os. Det har de imidlertid ikke gjort, siger Mai Henriksen.

Hun mener, at forsøget har så stor en skala, at det er mere end bare et forsøg.

- Hvis vi skal genfinde tilliden, synes jeg, at regeringen bør nedskalere det her meget kraftigt, siger Mai Henriksen.

Målet med forsøget er ifølge regeringen at finde ud af, om undervisning på modersmålet styrker de tosprogede elevers kompetencer.

Det er imidlertid helt hul i hovedet, mener Dansk Folkeparti, der nu kalder undervisningsministeren i samråd om sagen.

Partiets undervisningsordfører Alex Ahrendtsen mener, at forsøget er spild af tid. Det først og fremmest manglende danskkundskaber, når tosprogede har problemer med at følge med i undervisningen, mener han.

- Derfor skal alle ressourcer i stedet sættes ind på tilegnelsen af det danske sprog, før eleverne påbegynder folkeskolen, siger Alex Ahrendtsen, der ligesom Mai Henriksen undrer sig over, at forsøget præsenteres midt i forhandlingerne om en folkeskolereform.

- Det er trist, at undervisningsministerens eneste bud på integration i folkeskolen er at fastholde de tosprogede børn i deres egen kultur i stedet for at få dem indlemmet i den danske, siger han og afviser enhver medvirken fra Dansk Folkepartis side.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV