Borgerlige: Regeringen lader EU undergrave velfærdsstaten

Et ufatteligt knæfald for EU, som på sigt vil underminere den danske velfærdstat, mener Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF).

»Danskerne er altid blevet lovet, at den danske velfærdsstat ikke kommer til at lide under den gradvise afgivelse af suverænitet til EU. Derfor kommer det som noget af en bombe, at EU-Kommissionen nu har haft held til at kue regeringen til at opgive optjeningsprincippet i forbindelse med børneydelsen,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Siden 2010 har der i Danmark været regler om et såkaldt optjeningsprincip for at modtage børnechecken. De regler omfattede også EU-borgere, men efter to domme ved EU-Domstolen i 2011 og 2013 har EU-Kommissionen fastslået, at Danmark må ændre reglerne på området.

Men det er ikke rimeligt, mener Kristian Thulesen Dahl.

Hvorfor skulle udlændinge fra dag et kunne få danske ydelser uden først at have bidraget til det danske samfund? Det åbenlyse svar på det spørgsmål gjorde det oplagt at indføre det genoptjeningsprincip, som regeringen nu lader EU-Kommissionen blæse omkuld. Fuldstændig uforståeligt og forrykt,« siger han.

Også fra de Konservative er der kritik af regeringens beslutning.

»Jeg synes, det er fuldstændig hul i hovedet. Det ligner i betænkelig grad en politisk afgørelse af regeringen, at man giver så hurtigt op. Konsekvensen er jo, at vi kan få undermineret helt vores velfærdssamfund. Det åbner jo en ladeport til alle vores velfærdsydelser, som skal være forbeholdt de borgere, som betaler skat i Danmark,« siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K).

Han peger på, at flere andre europæiske lande også har optjeningsprincipper.

»Hvis du ser på for eksempel Tyskland, så er hele deres velfærdssystem bygget op på den måde, og det er det selvfølgeligt, fordi man ikke vil have, at man bare kommer ind som sådan nogle bisværme eller græshopper i landet, og så tømmer man de offentlige kasser. Derfor bliver man nødt til at have et optjeningsprincpip på den ene eller anden måde, hvis vi skal kunne fremtidssikre vores velfærdssystem,« siger Brian Mikkelsen.

For at man som EU-borger kan få den danske børnecheck skal ens børn ikke nødvendigvis bo i Danmark, mens man arbejder her. Hvis man eksempelvis er tysk statsborger, så kan børnene bo i Tyskland med deres mor, mens faderen arbejder og modtager børneydelse i Danmark. Den danske stat skal dog kun betale den eventuelle difference, der måtte være på børneydelserne i det andet EU-land og Danmark, oplyser Socialministeriet.

Med de nye regler bliver det også muligt for studerende fra andre EU-lande at få børnechecken, hvis de tager et studiejob i Danmark.

Man kan dog ikke som EU-borger blot rejse til Danmark med sine børn og automatisk få børnecheck. Man skal imidlertid heller ikke nødvendigvis være i beskæftigelse i Danmark, lyder det fra ministeriet. Har man tidligere arbejdet i Danmark, kan man fortsat være berettiget til børneydelsen, hvis man bliver arbejdsløs.

Dagens Gossip