Borgerlige splittet om aktiv hjemmehjælp

Venstre og Konservative er positive over for en ny og mere aktiv hjemmepleje, mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti frygter, at der kan blive tale om spareøvelser.

»Der er store udviklingsmuligheder i vores hjemmehjælp, og det er fint, hvis der kan komme en større opbakning til det, der allerede foregår i flere kommuner i øjeblikket. Altså en rehabilitering, når den ældre er blevet udskrevet fra hospitalet, eller et øget fokus på at fremme de ressourcer, den ældre trods alt stadig har,« siger socialordfører Benedikte Kiær (K).

Ældreordfører Anne-Mette Winther Christiansen (V) ser masser af muligheder i at nytænke hjemmeplejen.

»Det er interessant at nytænke visitationen på hjemmeplejeområdet, for det behøver ikke være sådan, at man bliver visiteret én gang, og så har man hjemmehjælp, til man dør. Man kan jo godt få det bedre og dermed få mindre brug for hjælp i en periode, og så få ny hjælp i det øjeblik, man måtte få brug for det igen,« siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Hun understreger, at det er vigtigt, at man fremover har fokus på, hvorvidt den enkelte ældre så vidt muligt er selvkørende, men at man ikke må glemme, at visse borgere har brug for et vist tilsyn. Benedikte Kiær er enig:

»Det skal ikke være sådan, at man bliver tvunget til at gå i sit eget skidt, blot fordi man ikke vil indtage en aktiv rolle. Så regeringen skal sikre, at visse mennesker ikke bliver glemt, fordi vi ønsker en mere aktiv tilgang,« siger K-ordføreren.

Hos Liberal Alliance er socialordfører Thyra Frank (LA) mere skeptisk. Hun er ligesom Dansk Folkeparti bange for, at Hjemmehjælpskommissionens anbefalinger kan medføre ensomhed blandt ældre, og hun frygter, at der er tale om en undskyldning for at skære i den personlige hjælp til de ældre.

»Kommissionen mener, at flere ældre skal være mere selvhjulpne og sættes i gang med gulvspand, støvsuger og pudseklud. I mine ører lyder det allermest som en spareøvelse,« siger Thyra Frank og uddyber:

»En række kommuner har allerede skåret ned i hjemmehjælpen, og jeg frygter, at regeringen vil tage anbefalingerne til efterretning og dermed give kommunerne mulighed for at svinge sparekniven igen. Der er et kæmpemæssigt potentiale for effektiviseringer i den offentlige sektor, og derfor bør kommunerne i stedet bruge energien på at rydde ud i bureaukrati, kontrol og regler«.

Dagens Gossip