Borgerlige stopper behandling af terroraktstykke

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

Det skal ikke være Folketingets Finansudvalg, som bag lukkede døre siger god for finansieringen af regeringens terrortiltag. I stedet skal beslutningen i folketingssalen.

Det mener de borgerlige partier, som på et møde i Finansudvalget onsdag har meddelt, at de fremsætter et beslutningsforslag om sagen, der nu skal behandles i folketingssalen.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, mener, at de borgerlige partier dermed forhaler udbetalingen af penge, som politiet mangler for at sikre danskerne mod nye terrorangreb.

- Det er under al kritik og dybt uansvarligt af Løkke og Venstre, siger Jesper Petersen.

Han henviser til, at hvis Finansudvalget havde sagt ja til et såkaldt aktstykke, som justitsminister Mette Frederiksen (S) har fremlagt for udvalget, så kunne politiet få de nødvendige 100 millioner kroner, der skal til for at blandt andet at beskytte de danske jøder og forebygge terror.

- De tiltag står nu stille, mens de borgerlige partier trækker sagen i langdrag. Men det er alt for vigtigt et spørgsmål at lege politiske julelege med. Vi skal have en afklaring hurtigt, siger Jesper Petersen.

Han mener, at Venstre allerede for flere uger siden kunne have valgt at fremsætte beslutningsforslaget. I stedet er tiden gået med at stille spørgsmål i Finansudvalget, som de borgerlige partier allerede kendte svarene på, mener Jesper Petersen.

Både SF og Enhedslisten har tidligere tilkendegivet, at de ser positivt på regeringens ambition om at finansiere terrortiltagene via et aktstykke.

Enhedslisten har tidligere kritiseret de borgerlige partier for politisk at misbruge forhandlingerne om regeringens terrorpakke.

Partiet har oplyst, at man er klar til at stemme for et aktstykke, der vil give bedre beskyttelse af jøder og andre truede grupper og personer, når Folketingets Finansudvalg inden for kort tid skal tage stilling til, om man vil bevilge de penge, der er brug for.

SF har allerede tilkendegivet, at partiet støtter regeringens forslag, og derfor har det hidtil set ud til, at der kunne skabes et flertal uden blå blok bag de varslede tiltag for 2015.

/ritzau/