Borgerlige: Thorning skal have stor næse

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal have en stor næse for sin rolle i Christianiasagen.

Sådan lyder det fra de borgerlige partier efter fredagens mere end fire timer lange samråd, hvor statsministeren måtte svare på byger af spørgsmål om, hvorfor hun ikke gik mere kontant ind i sagen om Morten Bødskovs løgn over for Folketingets Retsudvalg.

- Statsministeren har ikke opført sig, som man kan forvente af en statsminister og en regeringschef i den her sag. Derfor er der god grund til at give hende en næse, siger Venstres Karsten Lauritzen.

Efter samrådet fastslog Enhedslisten, at man ville "nøjes" med at tildele statsministeren en næse. Dermed kan Helle Thorning-Schmidt fortsætte på posten som statsminister - omend med ridser i lakken.

Enhedslisten kunne i teorien have udtrykt mistillid til Helle Thorning-Schmidt og dermed bragt S-R-SF-regeringen til fald. Men så alvorlig er sagen ikke, mener EL.

Karsten Lauritzen (V) mener, at statsministeren har svigtet sin pligt til at føre tilsyn med sine ministre. Thorning burde have grebet ind, da det stod klart, at Folketinget blev vildledt af den daværende justitsminister Morten Bødskov.

- Det har man ikke gjort i den her sag. Tværtimod. Statsministeriet bad om, at der kom en beklagelse ind i Morten Bødskovs pressemeddelelse. Men da den gled ud, foretog man sig ikke yderligere, siger Karsten Lauritzen.

Han mener, at Thorning fortsat ikke har svaret på, om en statsminister skal gribe ind, når Folketinget får urigtige oplysninger. Også flere andre spørgsmål om forløbet udestår, lyder kritikken, og derfor har de borgerlige partier varslet en række skriftlige spørgsmål i sagen.

- Det er meget mærkeligt, at når man i Statsministeriet beder om at få noget ind i en pressemeddelelse, så sker det ikke. Og man gør ikke noget ved det. Det er mærkeligt, siger Karsten Lauritzen.

Også Dansk Folkepartis Peter Skaarup mener, at der er grund til kritik og en "stor næse" til statsministeren.

- Det er kommet frem, at der ikke findes noget materiale i Statsministeriet, der belyser, hvad man svarede Justitsministeriet i forløbet omkring Morten Bødskovs udtalelse den 19. november. Det vil vi borer yderligere i, siger Peter Skaarup.

Han mener, at der fortsat er mange ubesvarede spørgsmål i sagen, som man nu vil stille skriftlige spørgsmål om.

/ritzau/