Borgerlige vil sikre skattefri børnepasning

Sådan lyder erklæringen fra fire borgerlige partier, efter Berlingske onsdag konstaterer, at værdien er børnepasningen er skattepligtig.

»Det er dybt urimeligt, og vi skal have ændret reglerne, så forældrene ikke risikerer beskatning,« siger den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen (K).

Han vil drøfte sagen med skatteminister Holger K. Nielsen (SF) under de igangværende forhandlinger om regeringens vækstpakke.

»Indirekte er det da en blokering for væksten, hvis man siger til forældrene, at de ikke kan tage børnene med på arbejdet og få dem passet, uden at de risikerer et skattesmæk,« siger Brian Mikkelsen.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), vil også arbejde på at friholde arbejdsgiverbetalt børnepasning fra at blive betragtet som et skattepligtigt personalegode.

Hos Venstre erklærer skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V) sig enig i, at forældrene ikke bør risikere et skattesmæk.

»Det virker voldsomt, hvis man får et skattesmæk, fordi man i en nødsituation prøver at finde en praktisk løsning, hvor man kan passe sit arbejde, samtidig med at børnene bliver passet,« siger Torsten Schack Pedersen.

»Jeg vil da opfordre Skat til at tygge lidt på det her og finde en fornuftig løsning,« siger han.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær (DF), er enig.

»Min første indskydelse er, at jeg er enig i, at forældrene skal kunne tage børnene med på arbejde og få dem passet, uden at det får skattemæssige konsekvenser,« siger Dennis Flydtkjær, der dog gerne vil høre, hvad fagforeningerne siger til sagen, inden han tager endelig stilling.

Skatteekspert John Cederskjold Kierans fra PwC fastslår over for Berlingske, at arbejdsgiverbetalt børnepasning er at betragte som skattepligtigt personalegode, hvis værdien overstiger bundgrænsen på 1.000 kroner. Varer konflikten nogle dage, kan bundgrænsen let blive overskredet, vurderer han.

Dagens Gossip