Borgerligt pres: Peberspray skal på natbordet

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

En peberspray på natbordet er et helt rimeligt middel til selvforsvar, hvis kriminelle skulle trænge ind i boligen. Derfor bør det legaliseres.

Sådan lyder det ifølge Politiken torsdag fra Venstres integrationsordfører og medlem af retsudvalget, Inger Støjberg.

I dag er det tilladt at bruge eksempelvis et baseballbat i selvforsvar mod hjemmerøvere, mens brug af peberspray vil udløse en bøde for brud på våbenloven.

- Tiden er kommet til, at vi legaliserer peberspray som selvforsvar i eget hjem. Man skal ikke rende rundt med det på gaden, men jeg forstår godt de danskere, der er utrygge og har en peberspray stående på natbordet, siger Inger Støjberg.

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, advarer generelt mod at gøre peberspray lovligt i det offentlige rum, fordi det kan eskalere brugen af våben generelt. Men som nødværge hjemme kan det være en god idé, mener han.

- Det kunne godt være noget, man kunne overveje. I det øjeblik, nogen trænger ind i dit hjem, er det meget grænseoverskridende. Der kan peberspray være udmærket som nødværge. Man er jo hjælpeløs i sit eget hjem, siger Claus Oxfeldt.

Med Venstres opbakning til peberspray i husstandene taler meget for, at forslaget kan blive til virkelighed efter et eventuelt regeringsskifte.

De Konservative erklærer sig også åbne over for idéen – så længe det kun gælder i hjemmene, mens Dansk Folkeparti endda er klar til at gøre det lovligt at have en peberspray liggende i lommen, når man går ud.

- Men hvis der er i første omgang kan skaffes flertal for, at man må have peberspray i hjemmet, synes jeg, det er en ganske fornuftig idé, siger værdiordfører Pia Kjærsgaard.

- En peberspray er ikke at sammenligne med hverken en kniv eller en pistol, det er kun noget, der skader i øjeblikket, siger hun.

Hverken Socialdemokraterne eller SF er dog klar til at legalisere pebersprayen.

/ritzau/