Borgerservice efter Martes mareridt: Anmeld ikke voldtægt i Dubai med det samme

Den udmelding kommer, efter at den 24-årige norske kvinde Marte Debborah Dalelv anmeldte en voldtægt i Dubai og efterfølgende blev idømt fængsel i et år og fire måneder for sex uden for ægteskab i henhold til landets Sharia-lovgivning.

»Vi opfordrer danskere, der udsættes for voldelig overfald eller en voldtægt, til at tage kontakt til generalkonsulatet, så de kan få hjælp under anmeldelsen,« siger Søren Vøhtz, der er kontorchef i Udenrigsministeriet.

I Udenrigsministeriet vil man ikke gå ind i den konkrete sag om den norske kvinde i Dubai, men man understreger, at rådet også gælder for danskere, der bevæger sig i andre dele af De Forenede Arabiske Emirater.

Læs også: Blev voldtaget og fængslet i Dubai: Nu fortæller Marte om mareridtet

»Havner man i en situation, hvor man er udsat for vold eller voldtægt, er det vigtigt, at man får en advokat, der forstår sig på de lokale retsforhold,« siger Søren Vøhtz og uddyber:

»Man skal huske på, at der er tale om et land med en helt anden retstradition, end den vi har i Danmark,« siger han.

Det norske udenrigsministerium bekræfter, at de over en længere periode har forsøgt at yde juridisk hjælpe til Marte Debborah Dalelv.

Den norske udenrigsminister, Esben Barth Eide, er nu gået ind i sagen. På sin Twitter skriver han, at dommen strider mod norsk retsforståelse og man derfor vil hjælpe Marte Debborah Dalelv i forbindelse med hendes ankesag.

Tilbage i 2008 oplevede den australske kvinde Alicia Gali ligeledes at blive fængslet i otte måneder for sex uden for ægteskab, efter at hun anmeldte en voldtægt under et besøg i De Forende Arabiske Emirater. I december 2012 skete det samme for en britisk kvinde.

I Udenrigsministeriets Borgerservice er man ikke bekendt med, at danskere har oplevet noget lignende.

»Efter at have hørt om sagen med den norske kvinde, har vi taget kontakt til vores kolleger i Dubai. Vi er ikke bekendt med, at danskere har stået eller står i lignende situationer,« siger Søren Vøhtz.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Dagens Gossip

Dagens TV