Borgmester åbner Tirsbæk Green Game

Skrevet af Elo Christoffersen

27/05/2013

Dagens topnyheder

Den 8. og 9. juni skydes Tirsbæk Green Game i gang, for fjerde år i træk.

I år åbnes den store Outdoor Event på Tirsbæk Gods ved Vejle, af Borgmester Arne Sigtenbjerggaard, og da borgmesteren selv er rytter, hvad er så mere passende end at klare åbningen på hesteryg. Det foregår lørdag den 8. juni klokken 11 i Slotsgården.

Traditionen tro er der masser af aktiviteter på det gamle gods. Her er fokus på aktivitet, natur og udendørsliv, og du kan for eksempel møde mange former for ridesport. Nyd synet af en smuk dressurrytter, se hurtige Pony Games ryttere, klap miniatureheste og små søde Shettere og oplev den nye disciplin indenfor ridesporten – TREC.

Slotshund og hvalpelegestue

For anden gang i Tirsbæk Green Games historie kåres Årets Slotshund, og alle hunde kan deltage. Land & Fritid står for konkurrencen. Danmarks Civile Hundeførerforening arrangerer Rally Cup og Skydd - bidearbejde.

Desuden er der blandt andet sagn, myter og eventyr samt mad-mekka.

Tirsbæk Green Game afholdes den 8.-9. juni på Tirsbæk Gods, fra 10-17.