Borgmester bekræftet som ny trafikformand

Det er som ventet Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp (S), der overtager den ledige formandspost i Rådet for Sikker Trafik.

Borgmesteren er onsdag blevet udpeget til posten af justitsminister Morten Bødskov (S), efter han i sidste uge blev indstillet af rådet.

»Ole Bjørstorps forankring i det lokalpolitiske arbejde og mangeårige borgmestererfaring giver rådet en rigtig god mulighed for blandt andet at bistå kommunerne med det fremtidige arbejde med færdselssikkerhed,« udtaler justitsministeren.

Den nye formand ser frem til sin nye opgave.

»Høj færdselssikkerhed er en central værdi for os alle, og rådet har på dette felt en unik viden om at forebygge og påvirke viden, holdning og adfærd,« siger Ole Bjørstorp.

Udnævnelsen af Bjørstorp er blevet mødt med beskyldninger om kammerateri fra blandt andre Enhedslisten og Dansk Folkeparti, beskyldninger som justitsministeren afviser.

Rådet for Sikker Trafik har tidligere været genstand for beskyldninger om kammerateri, dog med Det Konservative Folkeparti i centrum.

Folketingsmedlem Tom Behnke (K) måtte i november sidste år forlade formandsposten, da det blev afsløret, at han havde givet direktør Anders Rosbo, tidligere kommunikationsrådgiver for de Konservative, en lønstigning på 27 procent over fire år uden at orientere hverken justitsministeren eller rådets forretningsudvalg.

Rosbo meddelte i sidste uge, at han ikke ønsker at forlænge sin direktørkontrakt.

Dagens Gossip