Borgmester: Drop jernbanebro over Vejle Fjord

»Først og fremmest er det nogle spændende planer fra regeringen. I Vejle ser vi gerne, at jernbanen bliver elektrificeret, og at vi får nogle hurtigere forbindelser,« siger Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V), men tilføjer hurtigt, at regeringens forslag om at lave en ny jernbanebro over fjorden i Vejle er en dårlig løsning.

I stedet bør man investere i en ny såkaldt parallelbro over Lillebælt, hvor både tog og biler kan passere.

»Det er en dårlig løsning at bygge en bro over Vejle Fjord. De penge, det koster at bygge sådan en bro, skulle man meget hellere placere i en ny bro over Lillebælt, fordi den nuværende og efterhånden gamle jernbanebro over bæltet er til stor gene og en tidsrøver for togpassagererne. Så vil den tid, man sparer på at lave en ny bro over Vejle Fjord, blive hentet i form af en ny og bedre Lillebæltsbro, som samtidig også vil forbedre trafikken på vejene,« siger Arne Sigtenbjerggaard.

Han oplyser, at der er blevet foretaget undersøgelser, som viser, at det vil blive problematisk at bygge en jernbanebro over Vejle Fjord.

»For det første er det en bred fjord, og for det andet er der stor højdeforskel på brinkerne. Det er ikke så enkelt at lægge en jernbanebro på tværs. Derfor er der bred enighed i hele Trekantsområdet om, at pengene ville blive meget bedre anbragt, hvis man satsede på parallelbroen,« siger Vejle-borgmesteren.

Dagens Gossip