Borgmester er glad: Kun meget få nydanskere i de nye byråd

Skrevet af Holger Madsen

26/11/2013

Dagens topnyheder

Den etniske mangfoldighed bliver stadig mindre kommunalbestyrelserne i landets største kommuner. I de ti største kommuner, hvor langt de fleste indvandrere bor, har kun 14 af de 320 nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer anden etnisk baggrund end dansk. Det viser en optælling, som Ugebrevet A4 har foretaget efter kommunalvalget 19. november.

Lige nu er 16 politikere med tyrkisk, pakistansk eller anden etnisk baggrund valgt ind i landets ti største kommuner. I forrige valgperiode var der 24 byrådsmedlemmer med anden etnisk baggrund – altså hele ti flere end efter det seneste kommunalvalg. Dermed falder antallet af indvandrerpolitikere på lokalt plan drastisk.

I Kolding sidder der for øjeblikket to medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk i byrådet, men fra årsskiftet er kommunalbestyrelsen i den sydjyske by pæredansk. Socialdemokraterne opstillede to kandidater og Venstre en kandidat med anden baggrund end dansk, men ingen af dem fik tilstrækkeligt med stemmer til en plads i det nye byråd.

Det opfatter Koldings genvalgte borgmester, Jørn Pedersen (V), imidlertid ikke som et demokratisk problem.

»Tværtimod ser jeg det som et sundhedstegn, at koldingensere med somalisk, tyrkisk eller anden baggrund end dansk sætter kryds ved danske byrådskandidater. Havde borgerne med anden etnisk baggrund end dansk haft behov for at få valgt kandidater med udenlandsk baggrund, havde de jo sat deres kryds der,« siger han til Ugebrevet A4.

Borgmesteren tager også sammensætningen af det nye byråd som udtryk for, at integrationen i høj grad lykkes i Kolding, og at de flere tusinde borgere med anden etnisk baggrund end dansk føler sig hjemme i kommunen.

»Koldingenserne ser først og fremmest sig selv som borgere i Kolding. De ser ikke på, hvor de oprindeligt kommer fra. Det glæder mig selvfølgelig,« siger han og understreger, at den nye kommunalbestyrelse vil have akkurat lige så megen fokus på integration som nu, hvor der er to medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk.

Den positive udlægning deler kommunalvalgsforsker på Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær imidlertid ikke. Han påpeger, at det er et demokratisk problem, at kommunerne ikke afspejler demografi og befolkningssammensætning. Og han henviser til, at der er færre indvandrere end danskere, der går til stemmeurnerne.

»Når der er så få indvandrere i kommunalpolitik, bliver det nemt en ond cirkel. Både vælgere og potentielle kandidater tænker måske, at en byrådspolitiker er en hvid, midaldrende mand og kan derfor ikke rigtig identificere sig med kommunalpolitik. Tilsvarende vil de ikke være så tilbøjelige til at stille op og heller ikke til at stemme,« siger Christian Elmelund-Præstekær til Ugebrevet A4.

BNB