Borgmester: Folkeskolen skyld i tosprogedes dårlige snit

Skrevet af admin

17/02/2014

Mest læste i dag

Elever med anden etnisk baggrund end dansk klarer sig dårligere og dårligere i skolen sammenlignet med den gennemsnitlige folkeskoleelev i København, viser nye tal.

Og ifølge børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) er det folkeskolen, der bærer skylden for den udvikling.

- Det er et kæmpestort problem, og det er i høj grad folkeskolens skyld. Vi skal gøre op med den blødsødenhed, som har hersket i alt for mange år, siger hun til Ritzau.

Det er Københavns Kommunes såkaldte integrationsbarometer, der viser, at karakterskellet mellem danske og tosprogede elever er blevet endnu større. Igen.

For det er en udvikling, der har stået på i flere år og nu udgør den største forskel på eleverne siden 2010.

Eleverne med anden etnisk baggrund end dansk fik i gennemsnit en karakter på 4,96 ved afgangsprøven sidste år, hvilket svarer til et lavere snit på 1,5 karakterpoint end den gennemsnitlige klassekammerats.

Særligt drengegruppen kæmper med store udfordringer.

- Tallene er desværre udtryk for, at vi endnu en gang taber en generation på gulvet. Det kan vi ikke være bekendt hverken over for drengene eller samfundet, siger Pia Allerslev og uddyber:

- Der har været en tendens til, at vi har syntes, at det var synd for drengene i stedet for at tage hånd om dem. Det, der er gået galt, er, at der har været nogle velmenende lærere og skoleledere, som ikke har villet tage konflikten med forældrene eller eleverne og krævet af dem, at de skulle lave lektier.

- Når man ikke gør det, så risikerer man jo, at de får en opfattelse af, at man kan gøre, hvad man har lyst til, for der er ikke nogle konsekvenser. Så en fast, men kærlig hånd er nok i virkeligheden det, vi har forsømt, tror jeg.

Borgmesteren vil nu se på, hvordan man kan sørge for at holde de unge på skolen efter sidste time, så de kan få hjælp med lektierne i stedet for at droppe dem.

Integrations- og beskæftigelsesborgmesteren i København, Anna Mee Allerslev (R), erkender, at der er et problem. Hun mener dog, at der skal tages hånd om problemet allerede før første skoledag.

- Jeg tror ikke, der er nogen, der er tilfredse med, at minoritetsunge stadig halter efter i skolen. Vi skal sætte ind allerede i vuggestuen og børnehaven med bedre sprogscreening og hjælp til de børn, der har brug for det, skriver hun i en mail til Ritzau.

/ritzau/