Borgmester frikender sig selv i voldssag

Selvom politiet har rejst tiltale mod 12 personer med tilknytning til opholdsstedet Solhaven i Nordjylland for "systematisk" og "omfattende" vold, afviser borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, at tilsynet med opholdsstedet har været mangelfuldt.

- Vores tilsyn har været godt nok, det har været perfekt, og det har været meget præcist. Derfor kan vi ikke kritisere noget omkring tilsynet, siger Knud Kristensen (K), borgmester i Vesthimmerlands Kommune.

Mandag er 12 tidligere ansatte på Solhaven blevet anklaget for at udsætte unge for knytnæveslag, knæspark og halsgreb. Anklager Lene Wacher Lentz mener, at volden har "karakter af mishandling".

Men Knud Kristensen peger på, at ansatte på opholdssteder har at gøre med nogle besværlige unge, som kan være svære at håndtere.

- Man skal huske på i denne sammenhæng, at det jo ikke er de letteste børn at have med at gøre. Derfor vil der altid være nogle gråzoner, hvor det kan være svært lige at håndtere opgaven helt præcist, siger borgmesteren og tilføjer:

- Det ved jeg godt, at man skal som professionel på et opholdssted, men der kan opstå nogle situationer, der kan være svære at håndtere 100 procent, som man skal håndtere det. Det kan også være det, man kommer frem til, når sagen begynder at køre.

Sagen drejer sig om 18 unge, som har opholdt sig på Solhaven fra 2005 til 2012. Samtlige 12 ansatte nægter sig skyldige.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV