Borgmester har forståelse for permanent ophold til syrere

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Udsigten til, at de syriske flygtninge i Danmark ender med at blive i landet på permanent basis, er ikke noget, der skræmmer i de nordjyske kommuner. Så længe kommunerne bare bliver økonomisk kompenseret i rette omfang.

Det siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune og formand for kommunekontaktrådet (KKR) i Nordjylland, der torsdag opfordrede regeringen til at kigge på økonomien og fordelingen af flygtninge i kommunerne.

- I Nordjylland har vi forståelse for, at der er krig, nød og elendighed rundt omkring i verden. Opgaven er stor, men vi er klar til at løse den. Vi fører ikke asylpolitik, det er Folketinget, der gør det, siger Gade.

Borgmesteren pointerer dog, at tingene skal hænge sammen økonomisk for kommunerne.

- Vi må også bare sikre, at dem, der bestiller musikken, også betaler for orkestret. Vi kan i kommunerne ikke være tjent med at blive økonomisk underkompenseret for vores indsats, for så er det fru Jensens hjemmehjælp, det går ud over, siger borgmesteren.

I lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad siger den libanesiske forsker Maha Yahya, der i en årrække har været rådgiver for FN og i dag er ansat ved den uafhængige tænketank Carnegie i Beirut, at Danmark må forberede sig på at give mange af de syriske flygtninge permanent opholdstilladelse.

Ifølge Maha Yahya har afslutningen på borgerkrigen i Syrien lange udsigter, og det betyder, at mange af de mindst 12.000 syrere i Danmark reelt bliver i landet permanent.

- I langt de fleste tilfælde vil de syriske flygtninge ende med at blive i de lande, hvor de søger asyl.

- Syrien er delt mellem forskellige oprørsgrupper, og det vil gøre det umuligt for mange at vende hjem. Vi har set et tilsvarende mønster i Irak, hvor meget få flygtninge er vendt tilbage, siger Maha Yahya til Kristeligt Dagblad.

Der er godt 12.000 syriske flygtninge i Danmark, men med over fire millioner syrere på flugt i andre lande og 7,6 millioner internt fordrevet i Syrien, vil der kommer flere syrere til Danmark.

/ritzau/