Borgmester: Jeg blev kaldt “mongol" på grund af min bror

Debatten om Downs Syndrom raser i øjeblikket i vores naboland Norge, fordi et hold komikere fra radioprogrammet ‘Radioresepsjonen’ gennem længere tid har lavet jokes på bekostning af den medfødte genfejl.

Forleden fik det Alexander Helmersberger, som er far til en lille pige med Downs Syndrom, til at rase ud i medierne.

Og nu tager den Oslos konservative borgmester, 59-årige Fabian Stang, også bladet fra munden i den raserende Downs-debat.

Fabian Stangs storebror, Tommeliten, blev nemlig født med Downs Syndrom, fortæller han i dag vg.no.

Tommeliten blev kun fem et halvt år gammel, men den halvandet år yngre Fabian Stang nåede at knytte et stærkt bånd til sin bror, før han døde.

- Han vidste, at han var ældre end mig, og jeg vidste, at han havde nogle begrænsninger, så vi kaldte hinanden for “baby”. Vi var søde mod hinanden, siger den 59-årige politiker til avisen.

Men da Fabian Stang begyndte i skole, startede drillerierne. Han blev mobbet på grund af sin specielle bror, fortæller han.

- Mennesker er ikke så venlige mod hinanden, så de vendte sig mod mig i stedet. Jeg blev drillet og kaldt for “mongol”, siger Fabian Stang.

Han forklarer, at han ikke tror, de norske komikere på det meget anerkendte radioprogram var ude på at være ondsindede. Men han ville gerne bakke op om Alexander Helmersberger, som stod frem for at slå et slag for gode toner omkring folk med Downs Syndrom.

- Det er altid vigtigt, at nogen siger fra. Det er ofte sådan, at de, som i forvejen har nok i deres egne udfordringer, ikke orker at sige fra. Jeg synes, det er beundringsværdigt, at han orkede det, siger Fabian Stang, og fortsætter:

- Alle, der rejser sig op for nogen der er blevet udsat for noget uretfærdigt, er vigtige samfundsaktører. Man kan jo håbe, at folk bliver mere bevidste om det, efter det her.

Dagens Gossip

Dagens TV