Borgmester skal betale halv mobilregning: Brugte 250.195 kr på privatferie

TDC og Odense Kommune har indgået forlig om den omstridte mobilregning på 250.195 kroner, som borgmester Anker Boye sad tilbage med efter en ferierejse i Tyrkiet i 2011.

Parterne er blevet enige om en aftale, der betyder, at Odense Kommune betaler halvdelen af beløbet svarende til 125.097 kroner. Det beløb har Anker Boye besluttet at dække.

Det meddeler Odense Kommune i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

- Gennem hele forløbet har der været uenighed om regningens størrelse, og det er jo også derfor, Odense Kommune ikke har betalt den endnu. Nu er der så kommet en afgørelse, og der har jeg valgt at sige, at den regning ikke skal belaste kommunekassen, den betaler jeg, siger Anker Boye i en pressemeddelelse.

Sagen om den høje mobilregning har været trukket langt ud, da Odense Kommune og TDC har været uenige om, hvorvidt beløbet var korrekt, hvilket har gjort, at regningen ikke er blevet betalt.

Nu har parterne dog fundet en løsning, og hvis ikke der ikke var blevet indgået et forlig, havde alternativet været en straffesag.

TDC og Odense Kommune er stadig uenige om regningens størrelse, men erkender med forliget et fælles ansvar for, at uenighederne ikke er blevet afklaret tidligere, da det har gjort det sværere at danne et billede af, hvorfor mobilregningen blev så stor.

- Jeg synes, at det har været et urimeligt langt og pinagtigt forløb, der nu har fundet sin løsning. Det er en sag som jeg er rigtigt ked af. Jeg har bestræbt mig på at passe mit arbejde, og jeg har aldrig haft til hensigt at ligge nogen til last, siger Anker Boye.

- Tilbage står, at jeg selvfølgelig burde have været mere opmærksom omkring de sms’er. Nu er der kommet en endelig afklaring på sagen, og jeg holder kommunen skadesløs, det har jeg det bedst med, siger Anker Boye (S).

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV