Borgmester: Tour de France og København er perfekt match

Skrevet af admin

13/11/2015

Mest læste i dag

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), mener, at det prestigefylde cykelløb Tour de France passer rigtig godt sammen med den danske hovedstads image.

- Det er vigtigt med sådan nogle begivenheder som Tour de France at overveje, om de understøtter et brand, eller om man vil forsøge at skabe sig et nyt brand.

- Og det her er en begivenhed, der understøtter et brand, vi allerede har: At vi er verdens bedste cykelby. Så nu håber vi på at bringe verdens største cykelløb til verdens bedste cykelby, lyder det fra Frank Jensen.

Fredag aften blev det meldt ud, at regeringen samt en række kommuner og regioner er blevet enige om at byde ind på at afholde de tre første etaper af Tour de France i 2018.

Og det er vigtigt, at det verdensberømte cykelløb passer godt sammen med Københavns identitet, siger borgmesteren.

- Det giver noget merværdi, som gør, at vi er rigtig glade for sådan nogle begivenheder. Og københavnerne synes også, at det er vigtigt at understøtte det brand, byen har, som verdens bedste cykelby.

Han mener i øvrigt ikke, at det kan blive større og bedre end Tour de France, når det gælder Københavns muligheder for at være vært for store sportsbegivenheder.

- Vi får jo aldrig OL til København, og vi får nok heller aldrig VM i fodbold til København. Men det her er en sportsbegivenhed i verdensklasse, og det er nok den største enkeltstående sportsbegivenhed, vi kan få, siger Frank Jensen.

Han understreger dog også, at der i forvejen er mange store begivenheder i Danmark.

Blandt andet henviser han til VM i ishockey, der skal afholdes i Danmark i 2018 samt EM i fodbold i 2020, hvor der skal spilles indledende kampe i Danmark.

Hvis Tour de France kommer til Danmark, er det meningen, at første etape bliver en kort enkeltstart i indre København. Anden etape skal gå fra Roskilde til Odense, og tredje etape bliver en tur fra Vejle til Sønderborg.

/ritzau/