Borgmester: Vi diskriminerer ikke vores ansatte i Billund

Billund Kommune er på papiret en væsentlig part i sagen om den fyrede dagplejer Karsten Kaltoft, men i realiteten betyder dommen ikke mere for Billund Kommune end for enhver anden arbejdsgiver i EU.

Det siger borgmester Ib Kristensen (V).

- Det er uden tvivl en sag og en dom, der kan få vidtrækkende konsekvenser i hele EU, og derfor er det naturligt med stor interesse, siger borgmester Ib Kristensen.

- Men for os i Billund Kommune ændrer dagens afgørelse intet. Vi diskriminerer ikke vores ansatte, og det ser vi nu frem til at få Retten i Koldings ord på.

EU-Domstolen har torsdag afvist, at fedme ikke er selvstændigt beskyttet i EU-retten på linje med race og religion. Men retten anerkender, at fedme under visse omstændigheder kan udgøre et handicap.

Billund Kommune fyrede i 2010 en række dagplejere på grund af faldende børnetal. Det skete blandt andet gennem naturlig afgang, men også gennem opsigelse af en dagplejer.

Efterfølgende anlagde FOA sag mod Billund Kommune.

- Det er værd at bemærke, at FOA ikke har anlagt sag for en uberettiget fyring. Derimod er deres påstand, at opsigelsen skulle være begrundet i den pågældende dagplejers vægt og derfor være diskriminerende, siger borgmester Ib Kristensen.

Sagen mellem FOA og Billund Kommune begyndte ved retten i Kolding, men FOA stillede krav om at få sagen videre til EU-Domstolen, hvor dommen faldt torsdag.

Dommen betyder, at FOA's påstand mod Billund Kommune nu skal tilbage og afgøres ved Retten i Kolding, og det er borgmester Ib Kristensen meget tilfreds med.

- For os er det tilfredsstillende, at sagen nu kommer tilbage til Retten i Kolding. Opsigelsen er sket helt efter de regler, vi har udarbejdet sammen med vores MED-Udvalg og har intet med vægt at gøre, siger borgmester Ib Kristensen.

- Derfor har EU dommen ingen betydning i forhold til denne sag.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip