Borgmester vil gøre kystbyer mere synlige for turister

Thisted Kommune har 226 km kyststrækning til Vesterhavet og Limfjorden, og trods områdets naturmæssige herlighedsværdier kan borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) godt genkende billedet af, at væksten i udenlandske turisters overnatninger sker andre steder.

- Vi har ikke haft en strategi udviklet på vore kystbyer. Men vi kan ikke investere i alting, og hvis vi skal være attraktive for turister, skal der være noget, de kan få øje på. Jeg tror, vi er nødt til at tænke ud over kommunegrænserne og gøre en mere helhedsorienteret indsats, siger borgmesteren.

Hun peger også på øget tilgængelighed til kysterne som noget centralt.

- Det behøver ikke betyde tivolisering. Man kan eksempelvis lave nogle hensigtsmæssige strandpromenader, veje, stier og toiletfaciliteter, der gør det nemt at komme og benytte vore strande, siger hun.

Ifølge Berlingske går stigningen i antallet af udenlandske overnatninger overvejende til hovedstadsområdet. Her har væksten siden 2008 været 6,4 procent årligt, mens den i "kystdanmark" har været blot 0,2 procent - dog med en betydelig stigning sidste år.

Dansk Industri mener, at der skal investeres mere i hoteller, restauranter og caféer ved kysterne.

- Det er klart, at der også skal investeres. Der mangler måske en mere moderne udlejningsmasse - det kan være, at hoteller, lejligheder og de sommerhuse, vi har, skal løftes lidt i standarden, siger Lene Kjelgaard Jensen.

Hun er samtidig formand for samarbejdet Business Region North Denmark, som omfatter 11 kommuner samt Region Nordjylland. Investeringerne for at tiltrække udenlandske turister skal komme både fra offentlige kasser og private, mener hun.

- Der skal noget infrastruktur til. Og når man koordinerer den samlede markedsføringsindsats, tror jeg, private er klar til at investere i sommerhuse eller hoteller, siger Lene Kjelgaard Jensen.

/ritzau/

Dagens Gossip